GÆSTER

2. - 8. MAJ 2019
GÆSTER

2. - 8. MAJ 2019
Hvorfor skal børn og unge se teater? Hvorfor skal man i det hele taget bruge dyrebar (skole)tid på teaterforestillinger?
Først og fremmest fordi alle børn og unge skal have mulighed for at få nogle kunstneriske oplevelser af høj kvalitet. Oplevelser hvor de kan spejle sig i fiktionen og sansemæssigt blive draget ind i kendte problematikker. De skal opleve kunst, fordi det har en værdi i sig selv, men også fordi, at kunsten kan åbne op for nye verdener og give nye indgangsvinkler til kendte tematikker.
Vores forestillinger behandler tematikker, der er relevante for børn og unge, og som giver mening at tage op på forskellige måder. I DIAGNOSE UTILPAS bliver klassemiljø og venskaber taget op, og i FRA BIG BANG TIL FACEBOOK er hovedomdrejningspunktet perfektionisme og identitetskrise krydret med naturfaglig nysgerrighed. Teatret giver her sin helt egen indgangsvinkel - som man også kan arbejde videre med i skolen.
Derfor er der udviklet skolemateriale til alle vores forestillinger. Her kan I finde inspiration til både præsentation af forestillingen, og til hvordan man kan arbejde videre med forestillingen efter et besøg.
UNDERVISNINGSMATERIALE
I Teater Uden Vægge ønsker vi at skabe forestillinger, der rykker i vores publikum, og som kan være med til at udvide horisonter. Formålet med vores undervisningsmaterialer er, at danne en bro mellem den æstetiske oplevelse en forestilling kan skabe og skolens læringsrum.
Materialerne indeholder en masse forslag til, hvordan man kan arbejde videre med teateroplevelsen i timerne. Man kan vælge at bruge materialerne direkte i undervisningen, vælge dele ud eller bruge det som et slags inspirationskatalog.
Alle materialer er udformet ud fra Fælles Mål til de forskellige klassetrin, temaer og fag. På den måde kan opgaverne også skrives ind i en undervisningsplan.
Vi håber, at materialerne kan være med til at forestillingerne lever videre i klasseværelset og ikke står som ubehandlede enkeltstående oplevelser i en travl skolehverdag.
Rigtig god læse- og arbejdslyst!